Vintræet og grenene

 

Læs evangeliet til 18. søndag efter trinitatis (2. tekstrække) hos evangelisten Johannes kapitel 15 vers 1-11.

Jesus siger: Jeg er vintræet; I er grenene.
Prædiken over evangeliet.

Da jeg for efterhånden nogle år siden flyttede til Udbyneder, vågnede jeg op den første morgen og så en mosaik af sol og skygge på væggen, i glitrende, bølgende bevægelse, stammende fra den opgående sol, der lyste gennem kronen på det store træ på græsplænen uden for soveværelsevinduet.

Jeg havde da boet i byen i mange år; træer var noget, vi skulle opsøge i parker, i de små haver stod der træer, men små,  ikke høje vældige træer med stor krone, imponerende, mægtige, frygtindgydende i stormvejr, livsbekræftende ved løvspring.

I skolen lærte vi om træernes indre liv, om vand og sollys, om fotosyntese og safternes stigen op igennem træet og ned igen, om bark og ved og årringe. Om hele den mægtige livssammenhæng, som træet er.

Hele den mægtige livssammenhæng, som Jesus bruger som billede i dag. Træet, vintræet og grenene.
Vintræet, det sande vintræ, det er Jesus Kristus selv. "Jeg er det sande vintræ, og min far er vingårdsmanden." siger Jesus.
Men vintræet er også disciplene, kirken, de troende og døbte – "Jeg er vintræet, I er grenene," hedder det lidt senere.
Vintræet har det særlige ved sig, at grenene udgår allerede helt nede ved roden, så vintræet er grenene.

Vintræet er både billede på Kristus, på kirken og på os, de døbte, troende. Et vældig stærkt billede. Et billede på den dybe sammenhæng. Sammenhængen mellem blodet i vore årer, de strømmende safter i træet, vinen, vi må nyde, som får vores blod til at banke.
Sammenhængen mellem Jesu ord, talt engang af ham selv, nu til at læse i evangeliet, så det lyder i vore ører,  lægger sig i vore hjerter.
Og igen, som en genklang: Jesu ord i vores mund, stille eller højlydt, forkyndt med hjerte mund og hænder.

Det er frugterne, det gælder. Jesus nævner ikke frugterne ved navn. Han bliver i billedet, og så er frugterne jo druerne.
Men ser vi længere ud i Ny Testamente, så taler Paulus om frugterne, eller om Åndens frugt. Og det er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.
Det sidste er ikke i høj kurs i vores samfund, det næstsidste måske heller ikke. Men ellers er disse frugter efterspurgte, det er det, vi så gerne vil møde hos andre. Det, som vi nok også selv stræber efter at give, men så ofte, ofte må erkende som vanskelige: Frugterne kommer ikke af sig selv.
Nej, netop.
Paulus kalder dem Åndens frugter – altså givet ved Helligånden.
Jesus bruger billedet af vintræet og grenene, den store sammenhæng mellem Kristus og os, hans kirke. I den store sammenhæng, hvor vi er en del af Kristus-træet og gennemstrømmes af Kristus-livet som de livgivende safter, blodet i vore årer, blodet, som vi må have del i som vin ved nadverbordet, da skaber Kristuslivet sine frugter i os, i vores liv, frugterne kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.

Det er frugterne på træet. Grenene bærer ikke frugt af sig selv, og vi har alle erfaret, hvor svært det kan være med disse frugter, hvis vi selv overtager styringen. Så utrolig nemt bliver frugterne så i stedet for nogle ganske andre, som selvhævdelse, egoisme, hidsighed, selvovervurdering, ublufærdighed. Det bliver ikke mindre af, at vor tidsalder kalder på de selvhævdende egenskaber, mere end på langmodighed, mildhed, sagtmodighed og afholdenhed. Vor tid kalder på syndefaldets frugter, frugterne fra kundskabens træ, langt mere end på Kristustræets frugter.

Kristustræet, vintræet, der er både Kristus og kirken og os, er et dejligt billede. Smukt og levende.

Er det også et sandt billede?

Dækker det vores kirke?

Dækker det os og vores kirke i en tid og i et land, hvor få finder det anstrengelsen værd at stå op søndag morgen og høre evangeliet. Hvor flertallet finder det helt unødvendigt at leve og hvile i det at være en del af den store sammenhæng. Hvor et mindretal kun ønsker at smage det hellige brød og vinen.
Er det et sandt billede i en tid, hvor kun få forældre beder aftenbøn med deres børn, og dermed har hjulpet børnen til at blive en del af den store livssammenhæng, Kristustræet, som de blev podet ind på, da de blev døbt.
Er det et sandt billede i et samfund, hvor det gode borgerskab plejer deres egne interesser, og byder en skattenedsættelse velkommen, og undlader at spørge til, hvad det så vil betyde for, udviklingsbistanden til verdens fattigste, forbedring af miljøforholdene i både vores eget land og i verdens værst forurenede områder, som er meget langt fra at ligne Edens Have, og hvordan det vil forringe indsatsen over for dem, der i vores samfund er de mest sårbare, misbrugere, udsatte børn, traumatiserede flygtninge, indvandrere af både 1. 2. og 3. generation, der har svært ved at falde til hos os, voldsramte kvinder, psykotiske mennesker – og syge og handikappede.

Man kunne fristes til at tænke, at der må være nogle, der enten – for nu at fortsætte Jesu billede – har løsrevet sig fra den store sammenhæng, for selv at skabe deres eget træ, der er meget bedre, eller betragter mange andre som nogle, der ikke hører med, som ikke skal gennemstrømmes af den samme livgivende saft, som de selv.

Det er klart, at en sådan separation fra de andre grene ikke er mulig inden for Jesu billede med vintræet. Men Jesus fortæller selv inden for billedets ramme, hvordan det vil gå grenene på vintræet, hvis de separerer sig fra træet. "Hver gren på mig, der ikke bærer frugt, fjerner vingårdsmanden." Og længere henne: "Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner, man samler dem sammen, kaster dem i ilden, og de bliver brændt."
Fuldstændig lige som en gartner eller god havemand passer og plejer et frugttræ med beskæring og afskæring af de dårlige grene.

Det er ikke ord, vi skal bruge at slå andre oven i hovedet med. Der findes næppe det menneske, der ikke kender til, at de gode frugter lod vente længe på sig; det blev så meget lettere til utålmodighed, hidsighed, egoisme og selvhævdelse. Jeg tror overhovedet ikke, vi skal ikke bruge billedet til en dom – slet ikke over de andre.
Heller ikke, når vi må konstatere, at Jesu billede af vintræet ikke rigtig ligner, den kirke vi kender. Det må være en sorg for os, men vi må  lade vor Herre dømme om det. for Jesus vil med sit billede tegne for os en åndelig virkelighed, som vi må have vore tanker og vores håb rettet mod. Jesus vil med sit billede gøre det virkeligt for os, at Gud ønsker, vi skal være med i det levende fællesskab. Ingen er glemt, og ingen for lille eller for ringe, alle troende og døbte er med i det fællesskab, hvor Gud lader livssafterne flyde ud i det yderste og mindste led. Her er ingen alene – alle er en del af sammenhængen.
Kristus-træet er troens og håbets træ – den store vision af Guds virkekraft i alle. Det, som Paulus i sin store vision kalder, at Gud må være alt i alle.

Jesus taler om vintræet, som har det særlige ved sig, at grenene ikke først sættes an højt oppe på stammen, men helt nede ved roden, så grenene virkelig er træet: Det er jo en pointe i hele billedet.
Vintræer har de færreste hos os, og det er da også yderst sjældent, vi ser et vintræ. Men vores land er rigt på træer – heldigvis, og grundlæggende skal vi bare tænke på træets liv, den indre sammenhæng i et træ, organismens livskraft. Hver gren, der er er liv i, har liv på grund af træet. Hvert eneste blad og hver frugt, træet bærer, er hele træets blad og frugt, ikke kun grenens. Og det gør slet ikke noget, at vi lader associationerne springe, når vi ser et af vore hjemlige træer – at vi så tænker med, sådan er det også med Kristus-træet. Alle grene, kviste og blade er kun levende i kraft af, at de er en del af det store træ. Ingen gren kan bære frugt, blot for sig selv.
Sådan er det også med Kristus og os, det er et billede på Kristus og Kirken.

Billederne, som Jesus brugte, var jo helt grundlæggende noget, som mennesker mødte hver dag. Sådan er billederne stadig, måske på en enkelt undtagelse nær, noget, som vi kender fra vores hverdagsliv. Lyset, vandet, træet. Det er billeder, vi let kan se for os og forstå. Men derudover er det virkelig fine, at ikke kun forkynder Jesus for os gennem billeder, som vi har let ved at gribe. Billederne bliver levende. Vi ser tingene så tit i vores hverdag, så de kan forkynde for os: lyset, vandet, træet kan forkynde evangelium for os, minde os om den dybe  sammenhæng, sammenhængen mellem Kristus og os, som vi ganske vist ikke forstår logisk, men vi kender den billedligt og genkender den, så træerne omkring os, frugttræerne, som vi nu høster æbler og pærer fra, de mægtige træer i skoven herude kan alle forkynde for os, at vi også er en del af et kolossalt træ, selv blot små kviste, men alle får vi vores liv fra helheden, vi får vores liv fra Kristus, og som Kirke må vi være nært og evigt forbundet med Kristus Jesus selv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.