Jesus ser os

Prædiken over Johannesevangeliet kap. 20 vers 19-31
(1. søndag efter påske 2015; konfirmationssøndag)
Vi sang de salmer, konfirmanderne selv havde valgt:
Nr. 13 Måne og sol,
nr 289 Nu bede vi den Helligånd
nr. 70 Du kom til vor runde jord
nr. 321 O, kristelighed
nr. 192 Hil dig, frelser og forsoner
og nr. 15 Op, al den ting, som Gud har gjort.
 

Forleden morgen hørte jeg i radioen en nyhed, der bekymrede mig, nemlig at mange børn og unge er triste, kede af det. Særligt pigerne får ”ondt i livet”.
Jeg tænkte på, alle de krav unge mennesker, eller nogle af dem, stiller til sig selv.
Unge mennesker skal se godt ud, være klædt i det rigtige tøj, de skal være populære hos vennerne, hvis man ingen likes får på en opdatering er man out.
Unge mennesker skal jo også være fagligt stærke, og skrappe til sport.
Og så skal de også have hjemmebanen i orden med far og mor.

Det er svært at klare det hele. Det kræver et stort overskud, og ingen mennesker har overskud hele tiden.
Så kan man jo forsøge at lade som om, føre en flot facade, men så gør det dobbelt ondt indeni.
Og tristheden kommer, og søvnløse nætter, når et menneske forsøger at lukke sig om sin sorg og ikke lade sig mærke med den.
Det er ikke noget nyt, desværre.
Men det er blevet værre, fortalte den store undersøgelse. 10% af en årgang har ondt i livet. 1-3 i hver skoleklasse.
Det er da trist. Det må virkelig bekymre os voksne.
Vi vil jo gerne, at I unge mennesker skal vokse op med glæde over livet og have det godt med jer selv og jeres omgivelser – og kunne give rum for hinanden og andres sårbarhed.

Her i foråret var vi, konfirmanderne og et par voksne ledsagere, på tur til Århus.
Jeg havde – som jeg plejer – bedt om et besøg i Gellerup Kirke, for det er en kirke og et sogn meget anderledes end vores her.
Kan I huske østvæggen, den bag alteret med de store relieffer?
Der var noget særligt med den østvæg og stenene i den. Kirkemedarbejderen fortalte, at byggeudvalget, da det sammen med arkitekten skulle vælge sten til kirken, gik forbi en bunke kasserede sten. De var skæve, havde fejlfarver og buler.De skulle bare ud.Men udvalget bestemte, at de skæve sten skulle med.
Og de blev muret ind i det høje mur.
Faktisk er det lige de skæve sten med fejlfarverne, der gør muren spændende.
Ellers ville det bare være en kolossal høj og kedelig mur. Nu er der et spil mellem de forskellige gule og bulede sten.

Det er et tegn for, hvordan vores fællesskab skal være. Det er forskelligheden, der gør fællesskabet smukt.
Der skal være plads, også til dem der er faldet lidt anderledes ud, ikke er helt sportstrimmede eller har det mest moderne udstyr. Vi skal alle sammen ses og anerkendes for det, vi er. Sådan hører vi med.
Alle sammen. Også når vi er sårbare og kede af det. Også hvis vi ikke klarer vores eksamen eller bliver arbejdsløse.
I kirken hører vi med, alle sammen. Tilsammen er vi kirken.

I dag hører vi i evangeliet om påskedag og ugen efter. Helt nøjagtigt 8 dage efter påske. Altså i dag.
Vi hører om discipelflokken – og så én der er udenfor. Han var der ikke på et helt afgørende tidspunkt påskedag om aftenen. De andre havde en oplevelse, som de bagefter fortalte om, men han kunne ikke dele deres glæde. Han stod udenfor og han troede ikke på dem. Han havde jo ikke været der den aften.
De havde siddet og krøbet sammen i sorg og uro.De havde låst og lukket dørene af frygt for repressalier fra jøderne, fortæller  evangelisten Johannes. Men pludselig stod Jesus i blandt dem, strakte sine arme ud i mod dem og sagde: ”Fred være med jer!”
Og uroen i hjertet forsvandt, sorgen og angsten lettede.
Så var det jo sandt, hvad kvinderne havde fortalt om morgenen: Det var sandt, at han levede.
Det var en vidunderlig oplevelse. Og da Thomas kom tilbage, fortalte de naturligvis om den.

Men Thomas kan ikke tro på dem. Det er bare noget, de vil bilde ham ind. Han var der jo ikke.
Og nu er han komplet uden for fællesskabet. De har noget sammen, som han ikke er med i.

Men 8 dage efter kommer Jesus igen. Gennem lukkede døre. Han viser sig for disciplene. Men på en måde særligt for Thomas. Jesus ser ham.
Jesus ser hans sorg og forladthed – og viser sig særligt for ham. Det synes jeg er en smuk scene. Jesus viser, at Thomas hører med. Og så siger han: Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, der ikke har set, og dog tror.
Det er os, Jesus taler om der.
Han siger på den måde, at vi også hører med. Alle sammen. Det kan godt være, vi også har det lidt svært med det at tro, ligesom Thomas. Men vi hører med i fællesskabet.
Lige da Jesus siger den sætning, ser han os.
Det er så stort.

Så tænker jeg igen på østvæggen i Gellerup Kirke. Alle de skæve, mærkelige og fejlfarvede sten, der sammen med de lige og pæne gør muren smuk og interessant. Vi hører med alle sammen.
Vi bliver alle sammen set og bliver en stor flot helhed, selvom vi bærer på fejl.

Det er jo sådan, vi skal leve med hinanden. Se hinanden, ligesom Jesus altid så mennesket. Så tvivlen og uroen – og angsten. Og gav sig tid. Og gav fred. Vi skal øve os i at se hinanden og acceptere hinanden, ikke kun give likes til de superflotte fotos på Facebook. Vi skal også vise, at vi kan lide den, der er ked af det, føler sig mislykket og usikker. Vi skal bære hinanden igennem, når én har det svært.
Vi ved, at det ville Jesus gøre – det skal vi også.

Da vi blev døbt, blev vi Guds børn. Vi blev båret ind – og fik den flotte nye titel ”Guds barn”. Vi skulle ikke først bestå en eksamen, eller være den sejeste og mest populære. Den flotte titel ”Guds barn” var en gave. Vi skulle ikke levere noget til gengæld. Det skal man jo ikke ved gaver. Vi skal bare sige TAK.

I dag fejrer vi konfirmation. Sige tak for vores dåb – og for vores liv. Sige tak for, at vi er Guds børn.
Og sådan skal vi leve. Tænke på, at de andre også er Guds børn.Og vi er alle guld – i Guds øjne.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og HÅ, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.