Gud blev menneske


Juledag 2015
Kastbjerg Kirke. 10.30:

Vi sang følgende salmer: 94 – 108 – 104 - - 114 nadver m. 69v. 5-6 – 119

"Og Ordet blev kød og tog bolig i blandt os."
Sådan udtrykker Johannesevangelist julens store under, inkarnationen: Gud blev menneske.
Det er for stort, for forunderligt til, at vi kan rumme det.Forstå det, kan vi slet ikke. Det mægtige skaberord, Guds Ord, udgangspunktet for alt, for liv, for lys, for vækst og velsignelse bliver et lille bitte menneskebarn, skrøbeligt, udsat. Med al muligt behov for beskyttelse.

Her i kirken har vi et fint alterbillede af det lille barn. Her har han ikke engang en krybbe at ligge i. Han ligger på det bare gulv. Kun en smule strå har han under sig. Så lille bitte. Det er ufatteligt.
Gud kommer til verden.
ikke som den vældige og frygtindgydende Herre, men som et lille barn, sårbart og udsat.
Vi forstår det ikke.
Men alterbilledet her i Kastbjerg Kirke skildrer underet for vore øjne.

Det fortælles, at den hellige Frans af Assisi i året 1223 ansøgte selveste paven, om han måtte afholde en julenatsmesse under helt særlige omstændigheder. Frans havde været på pilgrimsrejse til Bethlehem, og det havde gjort et dybt indtryk på ham se fødselskirken, bygget på det sted, hvor efter traditionen Jesus blev født – og svøbt og lagt i krybbe. Men det største indtryk havde nok alligevel marken uden for Bethlehem gjort.
Her havde hyrderne set himlen åben og englene lyse nattehimlen op og synge: Ære være Gud i det Højeste!
Frans sendte sin ansøgning til paven og fik ja.
Julenat strømmede befolkningen i Greccio, nordøst for Rom, ikke til kirke, som de ellers altid havde gjort,
men ud i skoven til en bestemt klippegrotte. Frans havde god kontakt til ejeren og fået lov til at bruge grotten til en helt speciel gudstjeneste. Frans lånte dyr, et æsel, en okse, får og lam fra bønder i omegnen. En krybbe lånte han også. Han ville levendegøre den første julenat for sin menighed i Greccio.

Natten var mørk, som den jo er. Men alle havde fakler og lamper med sig, så skoven blev oplyst af faklernes flakkende lys efterhånden som menigheden samlede sig og messen kunne begynde med Davidssalmens ord:
Du er min søn. Jeg har født dig i dag.
Den sagnomspundne midnatsmesse blev i sig selv et under.
I den dybeste andagt så og fulgte menigheden juleevangeliets under. De sang, de lyttede, deres hjerter fyldtes af glæde som hyrderne, der løb fra marken ind til Bethlehem for at se barnet i krybben.
Ja, det hedder sig, at børnene, der altid ser mere end de voksne, så, at Frans holdt et levende barn i sine hænder, da han stod ved krybben og under ritualet løftede hænderne op.
Det var så sandt, hvad børnene så: 
Jesus var selv til stede i skovgrotten, 
blandt sine troende i menigheden, den forunderlige julenat i Greccio. Børnene fik lov at se det, som sker ved hver eneste gudstjeneste. At Jesus Kristus kommer til stede, hvor han tilbedes og lovsynges.
Som vi også kender det fra bibelordet: ”Hvor to eller tre forsamles i mit navn er jeg til stede midt i blandt jer.”

Denne sagnomspundne julenatsmesse fik sin egen virkningshistorie. Julekrybben blev en populær måde at levendegøre juleevangeliet:
Både som tableauer, som krybbespil og som figurer, opstillet i kirken, på torvet eller i hjemmene.
Da beboerne i Greccio drog ud i nattemørket med lamper og fakler i hænderne, fulde af forventning om at møde noget, der ville få betydning for deres liv, skete der noget: De blev alle som hyrderne i evangeliets beretning.
Tidsspandet på over 1000 år blev ophævet. De blev ét med selve den store begivenhed, som de fejrede.
Sådan som vi også synger det med Grundtvigs dejlige julesalme Det kimer nu til julefest
Hvor vi synger verset:
O, lad os gå med stille sind,
som hyrderne til barnet ind,
Med glædestårer takke Gud 
for miskundhed og nådebud.

Da er også vi så tæt på. En del af selve den hellige begivenhed.
Det er Grundtvigs og andre store salmedigteres indsats, at vi ikke bare synger om julen – eller påsken eller pinsen, når vi når så langt – men at vi bliver en del af begivenheden, er med helt inde, hvor det sker.

Sådan fik Frans af Assisis julekrybbe sin særlige betydning: Den bragte børn og voksne, bønder og bondekoner helt tæt på den nyskabende begivenhed, at Gud blev menneske. Menigheden kom med lygter og lamper og fakler, men de så et større lys, der udgik fra krybben i skovgrotten. Lyset fra Gud selv, der blev menneske midt i den mørke nat.

Lyset skinner i mørket. Og mørket fik ikke bugt med det. Eller mørket greb det ikke, som det hedder i den oversættelse, vi bruger nu.
Mørket kunne ikke presse lyset tilbage. For lyset trængte sig vej gennem den mindste sprække og ind i menneskers hjerter, og lyset bragte med sig håbet.

Det er det håb, juleevangeliet forkynder for os. Håbet om, at uanset hvad der er sket med med os, og hvordan vi har levet,  gælder Guds kærlighed også os, Gud tænkte også på os, da Gud tog den verdensforandrende beslutning at blive menneske. Det skete, for at vi skulle mærke, at vi er med.
Vi er med i Guds familie, Jesus blev vores bror, så lille og sårbar, så vi må bære ham i vores hjerte som en kostelig skat.

Det er det store under, at Gud gjorde sig til ét med os, med vores verden, ikke kun med de rige og mægtige, men – især – med de fattige, de oversete, de forsvarsløse, dem, andre bare tramper hen over og finder på nye stramme love og regler for.
Gud kunne så let være blevet menneske i et palads, i kongeslottet, i rigmandsvillaen med havudsigt. Langt, langt fra almindelige mennesker. Men Gud valgte afkrogen, mørket i stalden i Bethlehem, mørket i skovgrotten i Greccio, mørket i vores hjerte.

Der skinner lyset i mørket, og mørket får ikke bugt med det.
Det er juledagens under, som Johannes forkynder på sin særlige måde: 
Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.


Glædelig jul!