Der var ikke plads til dem i herberget

Juleaften 2015
i Udbyneder, Havndal og Kastbjerg Kirker

Vi sang følgende salmer: 94 – 104 - - 123 – 121

”Frygt ikke!” For Gud skaber jul, nu.
Nu falder alle skranker og bastioner.
Gud kommer til os, som et lille barn, ingen skal frygte.
”Frygt ikke!” sagde englen derude på Bethlehems Mark, da hyrderne blev slået bagover af det blændende lys og den rullende torden fra himlen.

”Frygt ikke!” Gud regerer ikke ved angst og frygt. Nej, Gud regerer ved glæde!
En glæde, stor og favnende, for den skal være for hele folket. ”I dag er der født jer en frelser i Davids By, Kristus Herren” Og barnet ligger svøbt i en krybbe.
For der var jo ikke plads til dem i herberget,ved vi.

Det er virkelig for galt, kunne vi sige. De burde have skaffet plads derinde i Bethlehem.
Der kom en mand og en kvinde. Det var tydeligt, hun ventede et barn; tydeligt, hun var på faldende fode, som vi sagde engang. 
Kunne de virkelig ikke være rykket lidt sammen derinde i byen?
Jo, det kunne de sikkert godt have gjort. Måske.

Men Gud har bestemt en pointe i netop dette.
Jeg tror, Gud vil have os til at tænke på de mange børn – og voksne – der stadig ikke er plads til.
i verden omkring os, og heller ikke i vores rige Danmark. Jeg tror, vi hver især kender både børn og voksne, der blevet skubbet ud, ikke har fået lov at være med, ikke har fået den chance, de skulle have haft.
Nogen af jer kender det måske fra jer selv, ensomheden, forladtheden. Der var nogen, der var plads til – og der var andre, der ikke kunne blive plads til.

Jeg tror, at denne detalje er udtryk for Guds dybe visdom:
Det barn, der netop ikke var plads til, var Guds Søn, Frelseren.
Alle, der har prøvet at være lukket ude og blive skubbet ud, fordi der angiveligt ikke er plads, kan føle sig velkommen hos Gud.
For sådan blev Gud selv menneske.

Det er det ene.
Og det andet er: Gud kommer som et lille barn, fordi et lille barn ikke kan fremkalde frygt og angst hos andre.
Der er alt for megen angst og frygt i verden.
I angst slår vi grænsebomme ned, bygger mure op og graver grøfter mellem os og andre.
I angst og frygt startes krige, der ikke finder deres afslutning.
Fremmede, der kommer, kan indgyde angst, ja panik, åbenbart.
Men et lille barn kan ingen normale mennesker frygte.
Et lille barn kalder på vores omsorg.
Et lille barn i en krybbe appellerer ikke til, at vi skal beskytte os. Nej, det vil appellere til vores trang til at værne den lille mod ondt. ”Hvordan kan vi gøre det bedst for det barn?” vil ethvert normalt menneske tænke.
Og det er just Guds mening.
For omsorg for andre nedbryder barrierer, som vi ellers kan være hurtige til at stille op.
Den kærlighed, vi mærker spire frem i vores hjerte til et i øvrigt ukendt barn, kalder os ud af de fastlåste frygtpositioner.
De slidte fraser ”De skal ikke komme her!” ”Ud med dem” ”Send dem hjem” visner i munden. Ordene bliver meningsløse. For det lille barn kan vi kun tage imod med et åbent hjerte.
De mure, der har spærret af – og lukket os selv inde – falder sten for sten.
Frygtens og angstens sten, der ødelægger mennesker, falder én for en, når vi ser barnet ligge der i krybben.
Forsvarsløst, udsat, helt henvist til, at vi passer på det.
Og dybt nede i menneskers hjerter spirer kærligheden til det lille forsvarsløse væsen.

Gud ved, at sådan er det.
Gud kender os, og derfor vælger Gud kærlighedens vej.
Derfor kommer Gud som et lille barn, svøbt og liggende i en krybbe.

Gud komme netop ikke med et regiment soldater marcherende foran, med gjaldende trompeter og bankende trommer, med hele sikkerhedsapparatet sat i sving, som hyrderne kendte det, når den romerske kejser ville kundgøre sine beslutninger ude i verden, om folketællinger, om skatteudskrivninger, om resultatet af razziaer,
om dødsdomme.
Sådan skaber en hersker lydighed gennem frygt.
Nej, Gud sendte sine engle ud med ordene ”Frygt ikke!” ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, der skal være for hele folket.Gå ind og find barnet, der ligger svøbt i en krybbe.”

Hyrderne var vant til at fordrive ulve og andre vilde dyr for at beskytte deres får og lam.
Det var barske mænd, ellers kunne de slet ikke klare arbejdet, døgnet rundt, året rundt.

Nu blev de barske hyrder overraskede af et lille barn.
Og af glæden. Den piblede frem.De kunne ikke gøre for det, de blev rørt, kneb måske en tåre.
Det var dem, hyrderne på nattevagt, der blev kaldt på. Ikke de fine damer inde i Bethlehem.
Englene, Guds sendebud kom til dem.
Ømheden for det lille barn voksede i deres hjerte. Deres bløde side meldte sig.

Sådan er det. Sådan sker det også for os.
Når det bliver jul, mærker vi inderst inde, noget varmt, sandt og smukt.
Gud kan kalde det bedste frem i mennesker, og det gør Gud ved at komme selv – som et lille sårbart barn.
Vi mærker det måske ikke tit, men når vi mærker det, kan vi tænke, at sådan må Gud have tænkt livet oprindeligt, før det gik galt med verden.

Gud regerer ikke gennem frygt, men på overraskende, underfuld vis gennem glæden, der skal være for hele folket. Fuldstændig på tværs af denne verdens herskere,
Gud regerer gennem barnet i krybben, der kalder det bedste frem i os. Omsorgen, blidheden, kærligheden. Menneskeligheden.
Lad os da blive mennesker over for hinanden.
Så glæden kan blive for hele folket.

Og denne jul vil blive uforglemmelig.

Lad os blive mennesker.

Glædelig jul.